Sankt Hans aften på Domaine de Perdrix

Vejret viste sig fra sin allerbedste side med sol, varme og ingen vind, da 28 medlemmer mødtes for at fejre Sankt Hans på traditionel vis med grillmad, bål, båltale og midsommervise.

Vi holdt det på vingården Domaine de Perdrix, som er ejet af det søde par André og Virginie. De havde arrangeret en lille smagning af et par af deres vine ledsaget af en lille tapastallerken.  Herefter fik vi serveret lækkeret helstegt lam facon “Méchoui” med couscous tilbehør.

Vin og mad blev indtaget til akkompagnement af jazztrioen RMC – der med den charmerende og dygtige sangerinde Carine serverede jazz klassikere på stribe.

Da mørket faldt på blev bålet tændt og Stig Degeer holdt båltalen, der blandt andet handlede om at bo i udlandet. Der blev sunget midsommervise – både den originale version med musik af Lange-Müller og Shubbernes fortolkning.

Jazzmusikken rundede en smuk sommeraften af og vi kunne drage hjem – ledsaget af den smukkeste store orange måne på vej op.

 

23-06

Se billedgalleri fra Sankt Hans aften