Medlemsnyt nr. 1 – Februar 2018

Siden sidst:
Julemødet fandt sted den 15. december på Domaine de Rombeau, som vi vendte tilbage til efter en pause. Arrangementet var rigtig godt besøgt med 29 deltagere og hyggen var til stede på trods af, at Rombeau havde et stort arrangement i gang i den store sal. Paulli læste juleevangeliet og julelotteriet blev vundet af heldige Inge.

Kommende arrangementer:
Påsken falder tidligt i år og generalforsamlingen holdes derfor allerede onsdag den 28. marts. Mødet holdes i år igen på Villa Duflot, men som noget nyt prøver vi at holde den i forbindelse med en god frokost i stedet for en lige så god middag. Ingen vil behøve at køre hjem i mørke! Indbydelsen er på vej på hjemmesiden.

Bestyrelsen:
Bestyrelsen mangler stadig emner til det fremtidige bestyrelsesarbejde og vil derfor iværksætte en medlemsundersøgelse inden generalforsamlingen for at prøve at få en retningslinje for foreningens videre virke. Tag godt imod undersøgelsen, besvar den hurtigt, så vi har et grundlag til drøftelse på generalforsamlingen.

Fartgrænser:
Hastigheden på de tosporede landeveje begrænses i dag til 90 km/t. Regeringen har imidlertid besluttet at farten skal begrænses fra den 1. juli 2018 til 80 km/t. for at mindske antallet af døde og tilskadekomne i trafikken. Her i departementet sker to tredjedele af alle alvorlige færdselsulykker på den type veje hvor 38 personer blev dræbt sidste år i 307 ulykker. Beslutningen gælder for alle tosporede veje uden midt adskillelse. Bilistorganisationerne protesterer vildt men beslutningshaverne håber på, at trafikanterne hurtigt vænner sig til den nye fartgrænse.
(Ref.: L’Indépendant af 15/1)

Brændstofpriser:
I det nye år har priserne på diesel og benzin fået et nøk opad. Ikke mindst på grund af statens policy, idet finansloven for 2018 varslede en afgiftsstigning på benzin og diesel på henholdsvis 3,9 og 7,6 centimes per liter hvortil kommer de sædvanlige 20 % moms. Et led for at nedbringe statens underskud til EU’s normer.
Prisforskellen på diesel og benzin bliver stadig mindre og mindre for hvert år, hvilket også er et led i statens politik om at fjerne så mange af de forurenende dieselbiler som muligt. I 2005 var kun 33 % af alle nyregistreringer i landet benzin biler medens procenttallet i 2016 nærmede sig de 48.
(Ref.: L’Indépendant af 28/1 og 3/2)

Perpignans lufthavn:
Som forventet er trafikken på lufthavnen steget markant i 2017. 410.323 passagerer er gået igennem lufthavnen (377.110 i 2016) en stigning på knap 9 %. En tredjedel af disse er fløjet med lowcost selskaberne og resten med HOP.
Air France har netop varslet åbningen af en ny rute fra Perpignan til Paris/Charles de Gaulle i perioden 16. juli – 2.september. Der bliver 5 afgange ugentligt på alle dage undtagen tirsdag og onsdag med start fra CDG 09.50, ankomst Perpignan 11.15 og retur fra Perpignan 11.55 med ankomst i Paris-CDG 13.25. Hermed en ny interessant mulighed for at nå Kastrup og et utal af andre destinationer uden at skulle bruge tid og penge på transporten fra Orly til Roissy: Priserne på den nye linje kendes endnu ikke men forventes at blive sammenlignelige med priserne på linjen Paris-Barcelona.
Endnu en ny rute åbnes i sommersæsonen med start den 4. juli fra Perpignan til Oran i Algeriet. Ruten beflyves en gang om ugen med selskabet ASL Airlines France. Selskabet har eksisteret i 20 år og flyver hovedsageligt for charterselsaber.
(Ref.: La Semaine nr. 1124 og L’Indépendant af 2/2 og 7/2)

Tobaks priser:
Som varslet stiger prisen på cigaretterne med ca.1 Euro for en 20 styks. pakke fra den 1. marts. En pakke rød Malboro eller Gauloise blonde, som er de mest solgte mærker i Frankrig, kommer til at koste 8 €. Endemålet er 10 € inden slutningen af 2020.
(Ref.: L’Indépendant af 5/2)

L’Hermione:
Det er navnet på det krigsskib, som med Ludvig XVI velsignelse førte den 22-årige markis La Fayette til USA i marts 1780 for at hjælpe de amerikanske oprørere. En 65 meter lang let tremastet fregat bygget i 1778 med 1.500 m2 sejl og 26 stk. 12 punds kanoner. Skibet sank i Loires munding i 1793 men er blevet genopbygget i de mindste detaljer af en privat forening. Den nye Hermione blev søsat i september 2014 og har siden været på togt langs USA’s østkyst.
I år skal fregatten på togt i Middelhavet. Flere havne skal besøges i Portugal, Marokko, Spanien og Frankrig. Vi får fornøjelsen at se fregatten i Port Vendres den 20 – 22 april. Der bliver lagt et righoldigt program for de 3 dage både for den 200 mand store besætning men først og fremmest for de tusinder af nysgerrige, som forventes at ville flokkes i havnen. Selve skibet vil kunne besøges om lørdagen fra 10 -18 og om søndagen fra 10 -17
(Ref.: L’Indépendant af 25/1 og 8/2 samt La Semaine nr. 1123)

En pris til ETOILE:
Vinkooperativet Etoile i Banyuls-sur-Mer har netop vundet den franske vinverdens eftertragtede pris som årets bedste vinkooperativ. Prisen er tildelt af 3 forskellige årsager: En samling af gamle årgange af de søde Banyuls, hvor den ældst er fra 1945, et køb af et 7 ha. vinmark, der ikke kunne finde en ny ejer, og endelig for arbejdet med at producere fremragende Collioure-vine under navnet La Bonne Etoile (den gode stjerne). Det er bl.a. en ung kvinelig ønolog, Agnes Piperno, der har stået for de nye vine.
(Ref.: L’Indépendant af 13/1 og 27/1)

Gastronomi:
Den røde Guide Michelin, der ventes hvert år med frygt og bæven fra kokkeverden, udkom den 5. februar. Departementets 5 stjernerestauranter La Cooperérative i Belesta, La Galinette i Perpignan, La Balette i Collioure, L’Auberge du Cellier i Montner og Le Fanal i Banyuls-sur-Mer har alle bevaret deres stjerne. Men i år har også L’Almandin i Saint-Cyprien fået en stjerne. Etablissementet er i forvejen departementets eneste 5-stjernede hotel og kan nu også føre sig frem med sin stjernerestaurant. Man bør også bemærke at en ny stjerne er faldet i nabodepartementer i Leucate tæt på os i restauranten Le Grand Cap.
(Ref.: L’Indépendant af 6/2

Betegnelsen ”Bip Gourmand” der gives til knap så dyre restauranter med et specielt godt forhold kvalitet/pris er i år også givet til Le Cabaret i Le Boulou/ Montesquieu des-Albères. Listen over departementets restauranter med en Bip Gourmand kan ses på hjemmesiden restaurant.michelin.fr/
(Ref:. L’Indépendant af 5/1)

Et handelsskib fra romertiden:
I 1929 fandt man vraget af et handelsskib fra ca. år 400 udenfor havnen i Port Vendres. Skibet havde været på vej fra Cadix til Narbonne og var lastet med en mængde amforaer og varer, olielamper, afrikanske keramik, fiskekroge, spille jetoner og terninger Det 20 meter lange vrag blev først hævet i 1974 og har siden været opbevaret i kasser i Paulilles efter en bevarende behandling af træet. Hævningen og bevaringsarbejdet blev foreviget på en kortfilm, der kan ses på www.parc-marin-golfe-lion.fr/epave-port-vendres-1. Port-Vendres ønsker at kunne udstille vraget og fundene i et nyt museum, der skal belyse handlen i Middelhavet fra oldtiden til nutiden. Planen er langt fremme og for tiden undersøges muligheden for finansieringen af projektet.
(Ref.: L’Indépendant af 12/2)

Demografi:
Statistikerne for befolkningstallet er altid en del bagefter, da den årlige optælling ikke sker i alle kommuner. De sidste helt pålidelige tal gælder således for 2015. Tallene siger at Frankrig med udgang af 2015 havde 64.300.821 indbyggere. De ca. 2,2 mio. findes ikke i hovedlandet men i de 5 oversøiske departementer.
Regionen Occitanie har 5.774.185 indbyggere (nogenlunde tilsvarende Danmarks befolkning) og departementet her 471.038 indbyggere. Mellem 2010 og 2015 stiger befolkningstallet i PO i gennemsnittet med 4.500 personer hvert år. Stigningen er større end i resten af Frankrig og skyldes stort set kun en tilflytning fra andre dele af Frankrig. Den officielle fremskrivning af befolkningstallet fortæller, at der per 1. januar 2018 er lidt over 480.000 beboere i departementet.
Kvinderne har som forventet flertallet med 52 % af befolkningen. Unge mennesker under 20 år udgør ca. 22 % medens seniorerne over 75 år udgør 12 %. De fleste tilflyttere bosætter sig omkring Perpignan
(Ref.: L’Indépendant af 25/1 og La Semaine nr. 1120)

Fødselstallet i Frankrig har de sidste år været en del højere end i de flest andre europæiske lande men er dog faldet lidt de sidste 3 år. I 2017 blev der født 767.000 børn, 17.000 mindre end året før. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er nu 30,6 år imod 29,8 for 10 år siden og antal børn per kvinde er i dag 1,88, hvor tallet var 2 for få år siden. De franske damer føder dog stadig flest børn i Europa foran de irske og de svenske
(Ref.: L’Indépendant af 17/1)

Nye ruder i Dominikaner klostret:
Perpignan har i de sidste år ofret meget for at renovere bydele og ældre bygninger, ikke mindst kirker. Nu er turen kommet til kirkerummet i dominikanerklostret, som bruges til større arrangementer og udstillinger, bl.a. VISA pour l’Image. De høje korvinduer i det flotte kirkerum er i dag bare af plexiglas. Kommunen vil derfor i løbet af året åbne en konkurrence for at udskifte ruderne med glasmosaikker. I kapellet Funéraria i Campo Santo valgte man for nogle år siden netop en ung amerikanske kunstnerinde til at udskifte de daværende ruder med moderne glasmosaikker. Lignende moderne kunst kan måske forventes efter konkurrencen.
(Ref.: L’Indépendant af 17/1)

Flere TGV til Spanien?:
Jernbanedriften er i Frankrig delvis åbnet for konkurrence. Således driver et privat selskab, Thello passagertog mellem Italien og Frankrig. Tilsvarende er et spansk selskab Intermoladidad de Levante, benævnt ILSA, interesseret i at køre mellem Montpellier og Madrid. Selskabet har søgt om tilladelsen til at åbne forbindelsen fra 1. oktober 2018. Der påregnes stop i Narbonne og Perpignan på den franske side af grænsen, men franske passagerer vil ikke kunne rejse mellem stationer i Frankrig, men alene til og fra spanske stationer. Priserne skulle være konkurrencedygtige og rejseplanen tillade et rimelig langt dagligt ophold i Barcelona. Man krydser fingrene!
(Ref.: L’Indépendant af 12/1)

Airbnb og turistskat:
Den amerikanske site, hvorigennem turister kan leje sig ind hos private, er blevet voldsomt populært. Hotelverden har længe set sig skævt på den ”illegale” konkurrence. Derfor har Frankrig ligesom andre europæiske lande pålagt udlejerne gennem Airbnb at udrede den samme turist-/opholdsskat som hotellerne. Airbnb har godtaget kravet og betaler derfor nu de indsamlede penge for 2017 til de franske kommuner, hvor udlejning er blevet registreret. I alt drejer det sig om 13,5 mio. euros, der fordeles til franske byer. Paris har fået 6,9 mio., Montpellier 193.000 og Perpignan 17.000 euros. Kontrollen med turistskatten er åbenbart blevet ret effektiv, idet Airbnb kun fordelte 7,3 mio. året før.
(Ref.: La Semaine nr. 1124)

Antikvitetsmarked:
Som bekendt kan man i Perpignan hver lørdag formiddag gå en tur på Pronade des Platanes foran Palais des Congrès og se på antikviteter og gamle sager. Den første lørdag hver måned udvides markedet med salgsudstillinger af forskellige malere og kunstnere. Alle, der holder at se på gamle sager, har nu fået et nyt sted at besøge, idet antikvitetshandlerne også har fået lov til at udstille deres skatte på Quai Vauban den første søndag i hver måned. Premieren skete i februar med succes og gentages så i de kommende måneder.
(Ref.: L’Indépendant af 5/2)

Restos du Cœur:
Vinteren er den travleste tid for de frivillige i organisationen Restos du Cœur, som uddeler mad og varme til trængende. Et par gange om året indsamles madvarer ved alle de større supermarkeder for at mobilisere hele befolkningen i den godgørende virksomhed. Næste gang sker det den 9. og 10 marts. Færdige retter, mel, sukker, ris, kaffe, alskens kolonialvarer, babymad m.v. Alt er velkommen. Sidste gang blev der indsamlet 53 tons varer og de ca. 700 frivillige, der involveres i indsamlingen håber på endnu mere denne gang.
(Ref.: L’indépendant af 16/2)

Klager over teleudbyderne:
Forbrugerorganisationen ”UFC-Que Choisir” modtager klager over mange ting, blandt andet over fejl og mangler hos teleudbyderne. Den lokale afdeling af organisationen har i 2017 modtaget dobbelt så mange klager som året før på teleområdet. Det drejer sig ofte over manglende internet- og telefon forbindelser, forkerte regninger og misforståede aftaler. Størst utilfredshed er der med SFR, som tegner sig for 75 % af klagerne mod 61 % året før. Orange og Sosh følger efter med 11 % mod 21 % i 2016. Bedst klarer sig Bouygues og Free, der hver tegner sig for kun 7 % af klagerne.
Organisationen svarer helt til den danske ”TÆNK” og udgiver et blad med undersøgelser og resultater. Den lokale afdeling kan nås på http://pyreneesorientales.ufcquechoisir.fr eller på telefon 09 83 87 07 07
(Ref.: L’Indépendant af 14/2)

Arbejdsløsheden:
Økonomisk klarer Frankrig sig bedre og bedre, selvom man endnu ikke er helt klar af krisen. Arbejdsløshedstallene var allerede i 2016 i meget svag forbedring, en tendens, der har fået endnu mere fart i 2017. Man er nu nået ned under de 9 %, nemlig 8,2 % for selve hovedlandet og 8,9 %, når man indregner de oversøiske departementer. Vores departement har en sørgelig rekord i arbejdsløshed med 14,9 % svarende til 55.968 arbejdssøgende. 7.667 er under 25 år medens 14.909 er seniorer over 50 år.
(Ref.: L’Indépendant af 5/2 og 16/2)

Ny biograf i Canet:
På den såkaldte festlighedernes bakke (Colline des Loisirs) i Canet har en af de ældste og mest kendt natklubber ”Le Mex” for nyligt opgivet ånden. Bygningen bliver revet ned og i stedet skal opføres en biograf med 3 sale og i alt 299 pladser. Der bliver også en restauration og selvfølgelig en parkeringsplads.
(Ref.: L’Indépendant af 26/1)

Boligmarkedet:
Priserne på det franske boligmarked har i 2017 været nogenlunde stabile. En tendens, som forventes at fortsætte i år. Gennemsnitsprisen per m2 i Perpignan for et hus og en lejlighed har været hhv. 1.394 og 1.778 €, Lidt dyrere i Prades og dyrest i St. Estève og Le Boulou. Stadig en god forretning sammenlignet med Paris, hvor de samme priser er hhv. 8.812 og 9.446 €.
(Ref.: La Semaine nr. 1121)

Perpignans omfartsvej:
Anden afsnit af omfartsvejen benævnt ”La rocade ouest” er så godt som færdig. Stykket fra Clinique Saint Pierre til den nye landevej til Thuir er på 2,8 km, og koster 33 mio. euros. Den officielle åbning forventes i juni. Et tredje afsnit af omfartsvejen, nemlig en ny parallelvej til Thuir landevejen, der ender ved den store rundkørsel foran fængslet, er på 1,3 km. og koster knap 14 mio. euros. Arbejdet er langt fremme og håbes færdig inden jul.
(Ref.: La Semaine nr. 1120)

Byrrhs katedral:
Byrrhs udstilling i Thuir er seværdig på mange måder. I 2016 kom der ca. 65.000 besøgende. Udover verdens største vintønde kan man beundre den overdækkede perron bygget af Eiffel, hvor togene blev læsset. Men så er der den store sal kaldet katedralen med de 70 store vintønder fra 1892. 17 af dem er stadig i brug, men resten har stået tomme siden 70’erne og det har de ikke haft godt af. De tørrer uf, træet skrumper og ringene af metal skrider ned. Reparationen kræver specielle håndværkere og bliver meget kostbar. Formentlig et tal med 6 cifre! Man har bedt om frivillige bidrag fra befolkningen, som så tilbydes adgangsbilletter til udstillingen.
(Ref.: L’Indépendant af 22/11 2017)

Porto:
Fra den 1. januar koster frimærkerne lidt mere. De når dog endnu ikke priserne i Danmark – langt fra! Indenlands koster et 20 grams brev nu henholdsvis 95 og 80 centimes for det vi kaldte for A- og B-post, (lettre prioritaire, lettre verte), medens breve til EU-lande skal frankeres med 1,20 €.

Udstillinger:
To kendte lokale moderne kunstnere udstilles i Museet Hyacinthe Rigaud indtil den 6. maj. Jean Capdeville, onklen og Jacques Capdeville, nevøen. Deres billeder er meget forskellige og udstillingen hedder da også ”La pesanteur et la grâce” (tyngden og det graciøse) Jean døde i 2011, medens Jacques stadig er aktiv. Et stort lærred af Jean Capdeville er i øvrigt netop tilgået museets faste samlinger
(Ref.: L’Indépendant af 11/2)

I Collioures Museum for moderne kunst er der samtidigt en særudstilling af Jacques Capdevilles ”piger”, Les Nanas de Jacques” Et tema, der har inspireret ham gennem årene sideløbende med hans øvrige produktion, og givet sig udtryk i mange stærke farverige abstrakte lærreder.
(Ref.: L’Indépendant af 13/2)

En anden af de store moderne franske malere, samtidig med Picasso, Matisse og Dufy er François Desnoyer, som døde i Saint Cyprien i 1972. Han efterlod 700 af sine værker præget af livsglæde og stærke lyse farver til byen, der har oprettet en stiftelse for ham. Så godt som hvert år holder stiftelsen ”Les Collections de Saint-Cyprien” en særudstilling med nogle af hans værker. Årets særudstilling med 50 billeder er åbnen indtil den 20/5.
(Ref.: L’Indépendant af 4/2)