Medlemsnyt Nr. 4 November 2018

Siden sidst:
Turen til Toulouse planlagt den 18/10 måtte vi desværre aflyse på grund af manglende tilslutning. Lidt ærgerligt for byen er absolut et besøg værd. Vi havde først lagt op til et 2-dages besøg med bustransport, men det blev urimeligt kostbart i forhold til den gavntid, vi kunne få i byen. Dernæst forsøgte vi med en endags tur, men afstanden til Toulouse har nok forskrækket, så vi endte med at aflyse.

I stedet foreslog vi en tur til Spanien med besøg på en stor vingård, Oliveda, i Capmany lidt syd for La Jonquera og med efterfølgende frokost på Can Pau tæt på La Jonquera. Turen var meget vellykket takket være en fremragende engelsktalende guide i Oliveda, som gav os en flot rundvisning med mange interessante oplysninger. Ikke mindst om fremstilling af den lokale Cava. Frokosten på CanPau var udsøgt og blev behørigt nydt af de 22 deltagere.

Kommende Arrangementer:
Årets sidste begivenhed bliver det traditionelle julemøde, som vi dog i år arrangerer et nyt sted, nemlig på den hyggelige restaurant ”Grain de Folie”, som kan oversættes til ”En smule tosseri” på et hjørne af Avenue Général Leclerc ikke langt fra Théatre de l’Archipel. Restauranten, der har et godt ry for sin mad, er lyst og ikke stort og vi får det for os selv til et hyggeligt frokostarrangement den 7. december. Indbydelsen er på hjemmesiden.

Medlemstal:
Hos os lige som i Club Danois på Cote d’Azur er antallet af medlemmer faldet ret kraftigt de seneste år grundet en ganske naturlig afgang og en for ringe tilgang affødt af Danmarks ensidig opsigelse af dobbeltbeskatningsaftalen med Frankrig. Per 1. september var vi dog stadig 145 medlemmer i foreningen. Men kun de 60 var fastboende i Frankrig svarende til 43 % af medlemmerne. 72 medlemmer har ferieboliger og de sidste 13 er personer og firmaer, der på forskellige vis støtter foreningen bl.a. med annoncer på hjemmesiden.

Bankbesvær i Danmark:
Foreningen har bankkonti både i Frankrig hos Credit Agricole og i Danmark hos Nordea. Nordea-kontoen er oprettet for at lette indbetalingerne fra de medlemmer, der bor i Danmark, medens kontiene i Crédit Agricole er foreningens reelle arbejdskonti. Skift i bestyrelsen og dermed af fuldmagtshavende er altid forbundet med noget besvær – især i det bureaukratiske Frankrig, der ikke kender til personnumre og Nem-ID. Danmark hat imidlertid indført nye omfattende kontrolregler, der kræver meget nøje oplysninger om kunderne og deres anvendelse af kontoen. Endvidere synes Nordea nu, at arbejdet med føringen og kontrollen af en foreningskonto skal koste 300 kr. årligt og at ændringer af fuldmagtshavende skal koste 600 kr. Bestyrelsen overvejer derfor helt at lukke denne konto med en ret ringe indestående og nøjes med de franske konti. Da beslutningen imidlertid kan medføre ulemper for nogle af de medlemmer, der bor i Danmark vil bestyrelsen vente med iværksættelsen til efter en drøftelse på næste generalforsamling.

Fnac flytter:
Den store multikulturelle forretning Fnac i Perpignan har siden 2004 haft til huse i den imponerende bygning på Place Catalogne kaldet ”Dames de France” efter det stormagasin, der oprindelig havde hjemme der. Fnac har gennem årene ikke helt opnået sine forretningsmål bl.a. på grund af høje husleje og afgifter. Aktuelt har Fnac også fået en alvorlig konkurrent i den nye butik, Cultura, etableret i Claira. Man har derfor besluttet at flytte til samme bygning, hvor Galeries Lasfayette holder til. Derved holder man sig stadig til midtbyen og får færre etableringsudgifter. Forretningen får 1.300 m2 i underetagen og en del af stuetagen. Mindre ende de 1.800 m2, som Fnac i dag råder over, men et areal, der nemmere kan udnyttes. Begge storforretninger er overbeviste om, at de kan få gavn af hinanden.
Ombygningsarbejdet i Galeries Lafayette starter næste februar og flytningen effektueres midt i oktober 2019.

Dames de France ejes af en statslig institution, ”Caisse des Dépots” og huser jo også andre forretninger, som klarer sig ikke mindst i kraft af de mange kunder, som tiltrækkes af Fnac. Det er derfor væsentligt at finde en attraktiv efterfølger for Fnac i den flotte bygning. Man håber på, at en stor international irsk tøjkæde ”Primark”, der er ved at etablere sig i Frankrig, vil være interesseret.
(Ref.: L’Indépendant af 1 og 3/10)

Le Belem:
Verdens ældste 3-mastede sejlskib i brug er det franske ”Le Belem”. Den er bygget for 122 år siden, har en længde på knap 59 meter, et sejlareal på 1.200 m2 og stikker 3,5 meter i dybden. Skibet blev oprindelig anvendt til at sejle cacao fra Afrika, men har vist også en mindre glorværdig fortid som slaveskib. I 1970’erne blev den fundet nærmest som vrag i en lagune ved Venedig. Efter en national indsamling blev den overtaget og totalt renoveret af den store bank ”Caisse d’Epargne”, der skabte en stiftelse for at bevare skibet, der i dag anvendes som skoleskib
I år bliver skibet oplagt for vinteren i Port-Vendres, der dog ikke kan klare vedligeholdelsen af bunden, som skal ske i en anden havn i en 3 ugers tid. Skibet vil ellers være i Port-Vendres, hvor den ankom 18/10, indtil 7/4. Forskellige arrangementer og besøg vil blive tilrettelagt i løbet af perioden.
(Ref.: L’Indépendant af 16 og 17/10)

Castelnou:
Landsbyen, klassificeret som en af Frankrigs smukkeste, domineres af den flotte borg, hvis oprindelse stammer fra ca. 990. Castelnou blev det militære og administrative hovedsæde i undergrevskabet Vallespir gennem næsten fem hundrede år. Siden er slottet blevet genopbygget efter flere ildebrande, har skiftet ejer flere gange og blev endelig overtaget af et selskab skabt af Crédit Agricole med henblik på at blive et udstillingssted blandt andet for egnens vine. Slottet og byen er i de senere år blevet besøgt af omkring 50.000 mennesker årligt og er derved en af departementets rigtig store attraktioner.
Men siden slutningen af 2017 har slottet været lukket for besøgende idet vilkårene ikke længere opfylder de nødvendige sikkerhedsnormer. Lukningen er selvfølgelig til stor skade for byen og dens mange kunstnere og kunsthåndværkere. Departementet har derfor netop besluttet at købe slottet for den symbolske sum af 1 € for at sikre dets og byens fortsatte tiltrækningskraft. Departementet anser, at mellem 3 og 4 mio. € er nødvendigt til vedligeholdelse og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger inden slottet kan genåbnes for offentligheden.
(Ref.: La Semaine nr. 1163)

Le Barcarès:
På strandområdet ved foden af skibet Lydia er der ved at blive opført midlertidige installationer til et gigantisk julemarked, der skal være åbnet fra 23/11 til 7/1. Der bliver 70 hytter, 3 restaurationer, bodegaer, tivoli attraktioner og meget mere. Det er ikke nyt for Le Barcarès at have et julemarked, men stedet og størrelsen er nyt. Bystyret håber på at kunne tiltrække en million besøgende i løbet af perioden og har etableret et samarbejde med skisportsstedet Les Angles i håbet om at kunderne tilbringer en del af dagen med at løbe på ski og fester om aften i Le Barcarès.
(Ref.: L’Indépendant af 31/10)

Julemesse:
Hvert år til jul sender fransk fjernsyn en julemesse fra en eller anden bemærkelsesværdig kirke som et led i udsendelsen ”Vorherres Dag”. En udsendelse, der hvert år ses af omkring 1 million mennesker. I år vil messen blive sendt fra Perpignans seværdige romanske katedral, St. Jean-Baptiste, som – lidt usædvanligt for en katedral – kun har et enkelt meget bredt langskib og ingen tværskibe. Gudstjenesten holdes den 25. januar kl. 10.30 og kirken, der kan modtage ca. 600 tilhørere forventes fyldt helt op.
(Ref.: L’Indépendant af 1/11)

Radarer:
Frankrig er ved at indføre en ny type radarer til kontrol af trafikanterne. Radaren har fået navn ”Tourelle”, som betyder ”lille tårn”. Et meget relevant navn, idet radaren er anbragt på en 4 meter høj mast. Den er fransk konstrueret og for tiden anbragt på prøve i Marseille, Lyon og Strasbourg samt i Vogeserne. Radaren er multifunktionel. Den kan overvåge op til 32 køretøjer ad gangen, er udstyret med et kamera på 36 mio. pixels og kan kontrollere ikke bare hastigheder, men også andre trafikovertrædelser, som brug af sele, brug af mobiltelefoner, forbudte overhalinger og overtrædelse af rødt lys. Den nye radar forventes godkendt denne november, hvorefter 445 stk. vil blive påbegyndt udbredt i de næste måneder. Målet er at udbrede indledningsvis 3.600 stk. for at nå tallet 6.000 tourelles inden slutningen af 2020.
(Ref.: L’Indépendant af 22/10)

Influenza vaccination:
Vaccinationen anbefales som bekendt kraftigt til ældre, for personer med nedsat immunforsvar, for gravide og disses omgivelser og andre med nedsat lungekapaciteter. Vaccinen hentes på apoteket, hvorefter vaccinationen foretages af en læge eller sygeplejerske. Men nu er det muligt at lade sig vaccinere på selve apoteket, så hele proceduren klares ad en omgang. Ikke alle apoteker kan magte opgaven, da personalet skal være uddannet til det, men de fleste i vores områder har kapaciteten til det.
(Ref.: L’Indépendant af 4/10)

Ryanair og håndbagage:
Ryanair har indført nye regler fra 1/11 for at medbringe håndbagage i flyet. En taske på mindre end 10 kg. med max format 55x40x20 koster nu 6 €, når det er bestilt sammen med billetten. Taksten stiger til 8 €, hvis man ikke har bestilt det sammen med billetten. Håndbagage over disse mål koster så 25 €, Det er dog tilladt gratis at medbringe en mindre taske eller computertaske, der ikke overstiger målene 40x20x25. De nye regler gælder ikke for ”premium”-kunderne.
(Ref.: LÍndépendant af 2/11)

Perpignans mediatek:
Tidligere var det et bibliotek. Siden 80’erne hedder det et mediatek. Men tiden er nu kommet til det skal bringes ajour med udviklingen og blive til byens kulturhus og center for dens kulturelle virksomhed. Huset skal derfor moderniseres i bund og grund og tilpasses moderne tider. Mediateket lukker derfor nu til januar og flytter midlertidigt til museet for moderne kunst på hjørnet af rue du Maréchal Foch. Renoveringen af den nuværende bygning påregnes at vare 10 mdr. med en genåbning planlagt i november 2019.
(Ref.: L’Indépendant af 10/10 og La Semaine nr. 1161)

Mediatek i Collioure:
Adskillige kommuner udover Perpignan kan prale at have et mediatek. En mere er nu kommet til, idet storkommunen Albères / Cotes Vermeilles / Illiberis har indviet et nyt mediatek i Collioure, der har fået navn efter den spanske digter Antonio Machado, der flygtede fra Francos regime. Mediateket blev indviet den 7/9.
(Ref. : L’Accent Catalan Nov./Déc. 2018)

Halles Vauban:
Hallerne ved Quai Vauban har nu fejret 1-års fødselsdag og man må konstatere, at projektet er blevet en succes. Hallerne huser 27 aktiviteter med 50 ansatte, der tilsammen har en årlig omsætning på ca. 4,5 mio. €. I gennemsnit er der 3.000 besøgende dagligt, der især besøger barerne men som også er kunder hos bageren, slagteren, fiskehandleren, ostehandleren og grønthandleren. Hallernes udvikling er ikke slut og forbedringer udtænkes stadig og er på vej.
(Ref.: L’Indépendant af 1/10)

Andorra og abort:
Andorra er en af de meget få europæiske stater, der ligesom Malta og Vatikanstaten helt og aldeles forbyder abort uanset begrundelsen. Hverken voldtægt eller kvindens eller fostrets helbredstilstand giver tilladelse til abort. De andorranske læger kan straffes med op til 3 års fængsel og 5 års fratagelse af retten til at praktisere for udførelsen, og kan også straffes, hvis de henviser patienten til udlandet. Patienten kan straffes med 6 måneders fængsel. Militante kvindeorganisationer arbejder stærkt for at få ændret lovgivningen og søger støtte hos den franske præsident, der er en af de to nominelle ”prinser”. Den anden ”prins” er imidlertid biskoppen fra den spanske by Urgell, som er en inderlig modstander af abort og har truet med at abdicere, hvis den nuværende lov bliver ændret.
(Ref.: L’Indépendant af 29/9)

Vejen Estagel/Maury:
Vejen RD 117, der forbinder Perpignan med departementet Aude, er blevet renoveret mellem Estagel og Maury. Vejstrækningen benyttes dagligt af over 5.000 trafikanter og arbejdet med vejens ny anlæg: afvanding, nye grøfter, nyt fundament og belægning m.m. har kostet departementet 6 mio. €. Den nye vej blev indviet den 21/9.
Arbejdet med den længe ventede omfartsvej ved Estagel er begyndt med den nødvendige nedrivning af bygninger. Opførelsen af den nye bro over Agly bliver påbegyndt i den første trimester af 2019.
(Ref.: L’Accent Catalan Nov./Dec. 2018)

De olympiske vinterlege:
Catalonien har gennem et nystiftet selskab ”Pireneus-Barcelone” lagt billet ind på at være vært for de olympiske vinterlege i 2030. Kandidaturen er blevet foreløbigt accepteret af den Olympiske Komite, og vil blive overvejet sammen med andre kandidaturer, der måtte komme. Selskabet skal nu udarbejdet et detaljeret forslag, der kan præsenteres for den Olympiske Komite.
(Ref.: L’Indépendant af 8/10)

Snudebiller:
Den røde snudebille har længe været i gang med at ødelægge vores palmetræer, som der bliver færre og færre af. Men nu har en anden snudebille invaderet området: den sorte agavesnudebille! Indført fra Mexico med smittede planter er den begyndt at brede sig i departementet og ødelægge yuccaer og aloer. Den æder planternes hjerter og er svær at opdage, før skaden er sket.
(Ref.: L’Indépendant af 12/10)

Nye betegnelser for brændstoffer:
Siden 12/10 er der fastsat nye betegnelser for de forskellige brændstoffer til køretøjer fælles for hele EU. Blyfri benzin 95 og 98 bliver til et og samme brændstof kaldet E5, som kan bruges af alle benzinbiler fremstillet efter 1990 og af næsten alle motorcykler. Men hvis køretøjet er fra årene efter 2000, kan motoren formentlig tåle det nye E10, tidligere kaldet blyfri 95-E10, som indeholder 10 % etanol. E10 er lidt billigere men medfører et lidt større benzinforbrug. Diesel hedder nu B7. Speciel beregnet til de store frostgrader hedder det dog B10. Endelig bliver brint til H2, GPL til LPG og gas til CNG eller LNG.
Betegnelserne på benzinstanderne skifter dog formentlig ikke lige med det samme!

Museet Hyacinthe Rigaud:
Perpignans nyrenoverede og udvidede kunstmuseum har siden starten formået at vise flotte særudstillinger med store kunstnere, der har relation til lokalområdet. Sommerens udstilling med Raoul Dufy er netop sluttet. Nye bemærkelsesværdige særudstillinger af den art er nu på vej. Fra 1/2 til 12/5 2019 vil emnet være kunstneren Antoni Clavé fra Barcelona, som flygtede under Retiradaen og var interneret i Prats-de-Mollo og i Perpignan.
Fra 22/6 til 3/11 vil der blive vist en udstilling, hvor de to berømte og samtidige skulptører Rodin og Maillol’s værker vil kunne sidestilles. De to kunstnere kendte og inspirerede hinanden, selvom deres værker har forskellige udtryksformer.
(Ref.: L’Indépendant af13/11)