M. Hubert Laban de Noëll

Departementet Alpes Maritimes har den 17. oktober i år været ramt af voldsomme oversvømmelser skabt af kolossale mængder regnvand. Katastrofen minder om en tilsvarende vejrepisode i maj 1940, der ramte Pyrenæerne og som skabte lignende store ødelæggelser og tab af rigtig mange menneskeliv på begge sider af bjergkæden. Episoden kaldes her ”L’aiguat fra 1940” med det catalanske udtryk for en voldsom regn episode. I den anledning har vores lokalavis L’Indépendant skrevet en række artikler med beskrivelse af hvad der skete under L’aiguat. På vores side af grænsen var især dalen omkring floden Tech og dens forskellige tilløb, der blev hårdt ramt. Alene i Amélie-les-Bains forsvandt kurstedet ”La Preste” sammen med 60 huse og 25 mennesker.

I en artikel i avisen den 18. oktober fortæller Hubert Laban de Noëll, den tidligere konsul for Danmark i Perpignan, om sine oplevelser fra den dag, hvor han mistede sin bedstefar, der var læge på kurstedet. Hubert var kun 4 år dengang, og hans minder er sporadiske, men forstærket af samtaler med moderen, der også overlevede katastrofen. Artiklen er en god anledning til at fortælle om konsulens virke for danskheden i vores område og hans betydning for vores forening.

Han var nemlig den ene af 2 initiativtagere til oprettelsen af den danske forening i Roussillon. Den anden var Inge Andersen, der som 19-årig kom til Frankrig som ”Karolinepige” og derpå blev fransk gift. Hun begyndte at handle med huse, især til danskere, og annoncerede i danske aviser.
Allerede tidligt fik hun kontakt med den danske konsul, og de to blev nu enige om, at det måske var en god idé at bringe de danskere, der købte hus hernede, sammen. Kort fortalt:
På de tos initiativ samledes den 16. april 1991 på dronningens fødselsdag ca. 25 danskere til et første møde, i øvrigt på Mas Vermeil i Perpignan. Det blev en positiv oplevelse, og der var blandt deltagerne enighed om, at gentage succes’en, gerne et par gange om året og på skiftende steder.

4-5 år senere ankom fra Paris Kai Nielsen, der havde boet og arbejdet her i en årrække og sideløbende havde været tilknyttet ledelsen af den danske forening i Paris. Han bosatte sig i St. Estève og gik snart i gang med skrivebordsarbejdet for at få oprettet en egentlig forening, godkendt af de franske myndigheder.

Den 15. februar 1997 mødtes 43 interesserede danskere på en restaurant i St. Estève og samme sted foregik derefter på dronningens fødselsdag den endelige indvielse i overværelse af konsulen, som i øvrigt året efter udnævntes til vor første æresmedlem. Han havde da sit forretningskontor (forsikring) på Blvd. Clemenceau, hvor vore medlemmer altid var velkomne, specielt når det drejede som om vigtige papirer som pas etc.

I 2001 fik konsulen en henvendelse fra Bang & Olufsen, der ønskede at oprette en afdeling i Perpignan, og i den anledning ville have arrangeret en større åbningshøjtidelighed året efter i juni måned. Inge og konsulen var begge straks parate til at stå for sådan et arrangement og hyrede på stedet Lotte Dyrved samt Hanne og Paulli Martin. Datoen for den store dag blev den 28. juni 2002, og der udfærdigedes en slagplan. Hanne og Paulli ændrede deres sommerferie, så de kom tilbage fra Danmark et par dage før med bilen ladet med rugbrød, 400 (hjemmestegte) frikadeller, sild, alt til ”dyrlægens natmad” etc. Lotte, Inge og Hanne stod for smørrebrødet, og Bang & Olufsens lokaler blev udsmykket efter alle kunstens regler med strandsand, muslingeskaller og fiskegarn. Der kørte en TV-film om Danmark på én af de store TV-skærme og en dansk kunstmaler (Jytte Buhl) udstillede nogle malerier.
Konsulen sørgede for vinen og de mange gæster på dagen, alt i alt en uforglemmelig oplevelse.

I de følgende år var konsulen og hans hustru jævnligt tilstede ved vore arrangementer på Domaine de Rombeau, og på et vist tidspunkt blev konsulens kontor flyttet til parrets flotte villa på Rue Pierre de Ronsard, som nu forskønnedes ved opsætning af det danske rigsvåben over hoveddøren.
Igennem de senere år blev konsulen først slået til Ridder af Dannebrog og derpå Ridder 1 af samme.
For ca. 6 år siden valgte Danmark derpå at nedlægge konsulatet og overføre de nødvendige funktioner til Det Danske Konsulat i Toulouse.

Bestyrelsen