|
Pyrénées-Orientales er det
allersydligste departement i Frankrig med Spanien mod syd og
Middelhavet mod øst. Pyrénées-Orientales
indgår i den større administrative region
Languedoc-Rousillon sammen med departementerne Aude,
Herault, Lozere og Ardèch og har et klima,
som regnes for at være det varmeste og mest tørre i
Frankrig.
Området strækker sig over tre floddale med floderne
Tech, Têt og Agly,som alle har deres
udspring oppe i Pyrenæerne, og omfatter derudover også den
store Rousillon-slette ud mod Middelhavet. Over denne udstrakte
slette rejser det store bjergmassiv Canigou sig
majestætisk med sine næsten 3000 m. Til trods for
departementets relative ringe størrelse findes der en utrolig
naturmæssig rigdom og varietet både med hensyn til
dyrelivet og plantelivet takket være blandingen af
bjergområder og dale.
Der er således mange muligheder for at dyrke sport og andre
udendørs aktiviteter. Man kan f.eks. nemt indenfor et par timers
kørsel stå på ski i Pyrenæerne og derefter
bade i Middelhavet.
Sammenlignet med de øvrige franske departementer er
Pyrénées-Orientales lidt speciel, idet området
på grund af sin geografiske
|
beliggenhed tæt på Spanien har
været spansk/katalansk indtil 1658.
Selv om det er længe siden, har det katalanske sprog og
den katalanske kultur overlevet og findes stadig i mange byer
parallelt med fransk sprog og kultur. Det kommer blandt andet til
udtryk i, at man finder dobbelte byskilte ved indkørslen til
byer og dobbelte gadenavne - nemlig et på fransk og et på
katalansk.
Den traditionelle katalanske kædedans sardanes har således
overlevet og danses udendørs i gaderne sommeren igennem af
landsbybeboerne, altid til musik fra et 11-mands orkester. Overalt i
Pyrénées-Orientales støder man i de mange
små landsbyer på smukke gamle kirker og klostre, som
anvendes til koncerter og musikfestivals året igennem.
Perpignan (www.Perpignan.fr) er den største by med lidt over
100.000 indbyggere og har en gammel rig tusindårig historie, hvor
det økonomiske og historiske højdepunkt lå i
perioden 1276-1344, hvor byen var hovedstad i det mallorkinske
kongerige, som også dækkede dele af Nordspanien. I dag er
det en levende og interessant by med små middelalderlige gader og
mange spændende bygninger og forretninger.
|