|
Union Danoise's bestyrelse ønsker alle
vore medlemmer et godt nytår. På gensyn i 2007.
Siden Sidst
Besøget på Airbus-fabrikkerne i Toulouse blev
gennemført torsdag den 23. november med 24 deltagere, der alle
på vor forespørgsel i foråret havde foretaget
foreløbig tilmelding, og da der ikke måtte være
flere til rundvisningen, blev der ikke behov for at udsende info herom
til andre end de 24. Turen blev ledet af et af vore medlemmer, tidl.
flykaptajn i SAS Jørgen Jensen, og inkluderede en dejlig frokost
i kantinen på Airbus' regning. Det er vist ingen overdrivelse at
sige, at det for alle deltagerne blev en kæmpe-oplevelse.
Årets julearrangement fandt sted den 7. december på
Domaine de Rombeau med 45 deltagere. Middagen bestod af Foie Gras
på ruccula-salat, gammeldags andesteg med rødkål og
til dessert ris à l'amande med kirsebærsauce. Efter 30
min. bankospil blev der serveret kaffe og jule-småkager. Der blev
sunget et par julesalmer, og formanden læste juleevangeliet.
Årets juletræ, der stod smukt pyntet, var en godt 2 m
høj Normann-gran fra Danmark.
Kontingent
for året 2007 bedes betalt inden udgangen af 1. kvartal.
Ifølge generalforsamlings-beslutning i foråret 2006 er
kontingentet for indeværende år og fremover steget til Euro
25 for enkeltmedlemmer og 40 for par. Omregnet til Dkr. er det: 185 kr.
for enkeltmedlemmer og 300 kr. for par. Indbetaling bedes foretaget pr.
fransk check til vor kasserer Sussanne Leerhøy, El Castell,
66320 Joch, eller med bankoverførsel til vor franske konto pr.
netbank til Credit Agricole: Code ETAB 17106. Code guichet 00005,
compte 17929660000 samt CLE R.I.B. 02. Husk endelig navn og medlemsnr.
I Danmark kan beløbet overføres til vores danske konto i
Nordea, (Fredensborg), reg. nr. 2274 konto nr. 4374937451 Union
Danoise. Også her gælder det at huske navn og medlemsnr.
(findes på medlemslisten), så vi kan se, hvem
indbetalingerne kommer fra.
Jubilæum
Onsdag den 4. april (aftenen før skærtorsdag) afholdes
den ordinære generalforsamling på Domaine de Rombeau, og i
forbindelse hermed fejres vor forenings 10 års fødselsdag.
Vi beder om, at man allerede nu reserverer denne dato.
Ny forening
De herboende nordmænd har dannet en Norsk Forening i Roussillon.
Stiftelse fandt sted den 1. december. Vi ønsker tillykke og
indbyder gerne til samarbejde. I den forbindelse kan nævnes, at
formændene for Nimros og Union Danoise har holdt møde og
diskuteret muligheden for et årligt fællesarrangement.
Sygesikringskort
Det grønne Carte Vitale vil efterhånden blive udskiftet
med et nyere kort med foto og diverse informationer. I første
omgang gives de nye kort til personer, der er nye i systemet, og man
regner med, at alle ca. 60 mill. kort er udskiftet inden 2010.
(ProvencePosten)
Dobbelt statsborgerskab
Vi har modtaget en mail fra Charlotte Sylvestersen i Milano, der har
overtaget kampagnen for dobbelt statsborgerskab. Se venligst
hjemmesiden www.statsborgerskab.dk
Nyt fra Danmark
Vi har modtaget en stak eksemplarer af Magasinet for Udedanskere,
nov.-dec. 06 og uddelt dem på julemødet. Håber at
modtage flere til uddeling på vor generalforsamling.
Formålet er naturligvis at skaffe flere abonnenter, og da bladet
er virkelig godt, har vi ingen betænkeligheder ved at
anbefale.
Kørekort-fornyelse
Vi understreger, at alle danske kørekort skal fornyes,
når man fylder 70, og at fornyelse kun kan ske i
bopælslandet, jvfr. EU-reglerne. Og Frankrig er ikke pligtig at
anerkende et dansk kørekort, der er ugyldigt ifølge de
danske regler, så fornyelse må ske i god tid, før
man fylder 70. (Nyt fra Danmark)
Sommerhus-sagen
Som vel bekendt har man ret til at anvende sit sommerhus i Danmark
hele året efter 8 års ejerskab, hvis man er pensionist.
Skattesagen herom startede, da en dansker ønskede at flytte til
Spanien og ønskede klart svar på, hvad sommerhuset (som
han havde haft i mere end 8 år) i den forbindelse betød.
Landsskatteretten fastslog, at han ville blive fastholdt med fuld
skattepligt til Danmark, da planloven gav ham ret til at bruge
sommerhuset som helårsbolig. Hans problem løstes ved, at
han solgte huset til hustruen. Anderledes, hvis man er rejst ud af
Danmark inden de 8 år er nået, og skattepligten til Danmark
er ophørt, så vil man efter de 8 år ikke
længere kunne opholde sig i Danmark i op til 6 måneder ad
gangen uden at blive skattepligtig igen, da man nu omfattes af reglerne
om at have en bolig i Danmark, hvorfor ens ophold i Danmark ikke
må overskride 3 måneder i sammenhæng (i alt 180 dage
om året). Det er således to forskellige situationer.
(Statsaut. revisor Ib Kristensen i en artikel i Club Danois' blad dec.
06)
Tasketyveri i Barcelona
Vi har tidligere advaret mod tyve på Barcelona Sants stationen.
Pt. synes det nu mest at gå galt i lufthavnen ude på
P-pladsen. Et medlem har været så venlig at sende os en
redegørelse vedr. en ubehagelig oplevelse den 27. nov.
Ægteparret var ved at læsse kufferter på deres
parkerede bil. Deres opmærksomhed afledes et kort øjeblik
af en fremmed, der beder om hjælp. Dennes medhjælper
snupper imedens en taske fra bilens forsæde.
Andre medlemmer har her i juletiden haft tilsvarende oplevelser. - Det
er ikke sjovt at miste penge, pas, kørekort, kreditkort etc.,
så vær på vagt, slip ikke bagagen af syne.
De politiske partier
I en artikel i Club Danois's medlemsblad skriver Leif Bang-Udesen om
den politiske arena, de politiske partier, prisstigninger etc. Det
fremgår her, hvad forkortelserne på de vigtigste partier
står for. Vi kan nævne på højrefløjen
UMP: Union pour un Mouvement Populaire (Chiracs parti) og UDF: Union
pour la Democratie Francaise, og på venstrefløjen PS:
Parti Socialiste. Blandt de øvrige partier FN: Front Nationale,
MPF: Mouvement pour la France, PCF: Parti Communiste Francais og PRG:
Parti Radical de Gauche.
I samme artikel nævnes prisstigninger på en række
ydelser, og det hedder her, at minimumslønnen er sat op. 2.5
mill. franskmænd lever af denne løn, der nu udgør
1.254 euro pr. måned. (CD NYT)
Skatteproblem
I foråret 2005 omtalte REDAN-NYT første gang et par
skattesager fra Cannes-området, hvor skattekontrollen
forsøgte at ændre beskatningen af de danske ratepensioner,
så de i stedet for at blive beskattet som Contrats de
Capitalisation skulle beskattes som almindelige pensioner. Man sendte
ganske enkelt de pågældende en regning på
ekstraskatter for de sidste 3 år med pålæg af
strafrenter.
Siden da har det bredt sig til Var, og i den seneste tid har en
række danskere fået en sådan hilsen fra det franske
skattevæsen.
|
REDAN-NYT mener, at miseren er opstået, fordi
danske skattemyndigheder uopfordret har sendt kontroloplysninger til de
franske skattemyndigheder på engelsk og her har kaldt disse
ratepensioner for pensions, hvilket franskmændene har oversat til
"retraite", der beskattes anderledes. Og da de franske
skattemyndigheder ikke kender det danske pensionssystem og omvendt, ja,
så skal det jo gå galt.
REDAN har nu henvendt sig til Frankrigs førende skatteekspert,
et advokatfirma i Paris, der har påtaget sig at udarbejde et
responsum, der klart præciserer, hvordan de forskellige former
for danske pensionsordninger skal beskattes efter fransk lov. Dette
responsum vil (på fransk og engelsk) blive tilbudt REDANs
medlemmer for en pris på mellem 100 og 200 euro. Herudover kan
man til særpris ved samme skatteekspert købe yderligere
assistance i form af intervention over for skattemyndighederne.
Desværre er det nok kun et spørgsmål om tid,
før skattemyndighederne i vort område også
forsøger sig. Så til de, der har ratepensioner, må
rådet være, at man forbereder sig ved at blive medlem af
REDAN. Vor repræsentant i bestyrelsen er Henning Rovsing-Olsen,
men han kan pt. være svær at træffe, hvorfor man
også kan henvende sig til Union Danoise's formand, Paulli
Martin.
Gode nyheder
Der forlyder, at Ryanair søndag den 25. marts åbner 2 nye
ruter mellem Gerona-lufthavnen og Danmark - Sverige, i begge
tilfælde direkte ruter. Den ene rute er Gerona-Malmø
(Sturup) med busforbindelse videre til København. Den anden rute
er Gerona-Aarhus (Tirstrup) med busforbindelse til Aarhus.
Advarsel mod Maison Familiale
"Vi vil hermed advare alle, der går med planer om selv at bygge
hus, mod at entrere med Maison Familiale/Geoxia. Vi kom i
kontakt med nævnte firma gennem en annonce i La Nouvelle France i
foråret 2005. Den 2. maj havde vi vort første møde
med hr. Stein-Marius Gløersen. Han kørte os rundt
til forskellige udstykninger, og vi fandt en grund i
Lézignan-Corbières. Eftersom hr. Stein-Marius
Gløersen ikke rigtigt levede op til sine løfter, foregik
de fortsatte drøftelser med en anden medarbejder samt
salgsafdelingschef hr. Bruno Mercier. Kontrakten om køb af grund
og hus blev underskrevet medio juni 2005. Byggetilladelse opnået
den 7. sept. 2005. Byggemøde d. 28. sept. 2005, hvorunder man
stillede os en igangsættelse af byggeriet i udsigt inden for
få uger. Intet skete. Talrige henvendelser, nye brudte
løfter, en undskyldning gik på, at terrænet var for
fugtigt til at kunne tåle kørsel med tunge maskiner, men i
samme stund var man godt i gang med at bygge et andet hus i
udstykningen! Den 25. okt. 2005 hævede Maison Familiale en check,
der kun kunne hæves, når byggepladsen åbnede. Fra den
dato havde firmaet så 12 mdr. til færdiggørelse af
huset. Primo jan. 2006 var fundamentet støbt, og raten blev
betalt. Først medio maj begynder man at nivellere fundament og
støbe terrændækket. I juli indledes rejsning af
murene. Man fortæller os, at man har været så heldige
at finde et murersjak, der arbejder i feriemånederne - det
gør de måske, men blot ikke alene på vort hus.
Byggemøde 10. aug., man erkender nu fra firmaets side, at man er
noget bagefter planen, men nu skulle alt være på plads. Det
går meget langsomt. Ultimo sept. har man fået støbt
etageadskillelsen mellem stueplan og 1. sal. Nyt byggemøde med
firmaet, der lover os en foreløbig plan over, hvordan den videre
udvikling af byggeriet skal ske. Planen er 6 uger efter ikke kommet.
Primo nov. har man fået rejst murene for 1. sal samt gavlene -
det er jo godt, hvis altså der skulle være gavle
gående helt op i taget på huset, men det skal der ikke !!
Man har ligeledes bygget en mur mellem vinterhavestuen og pejsestuen
således, at adgangen til førstnævnte kun kan ske via
terrassen. Efter nogen diskussion accepterede konduktøren, at
det var en fejl. Der er talrige andre fejl, store som små, og
byggeriet er langt fra færdigt. Ingen i firmaet vil
fortælle, hvornår huset kan forventes færdigt, og det
er meget svært i det hele taget at komme i kontakt med firmaet
pr. e-mail eller telefon, idet man slet ikke besvarer mails eller tager
telefonen. Et forsigtigt skøn fra vor side siger, at huset
måske er bygget færdigt til april. Fra den 25. okt. 2006
skal der betales dagbøder, men hvornår de kommer til
udbetaling vides ikke.
Vi er i alt 7 grundejere ud af 10, der har entreret med Maison
Familiale/Geoxia, en familie flyttede ind i et halvfærdigt hus
medio juni. Fejlene er endnu ikke rettet. De andre familier oplever de
samme problemer som os. Vi gik derfor gået sammen om at skrive en
klage til Maison Familiales chef for region syd, M. Fauchon i
Toulouse. Brevet blev sendt anbefalet den 10. oktober, men ingen
reaktion at spore.
Nu har vi indledt næste fase, idet vi har taget kontakt til en
advokat og bedt denne om at intervenere.
Det skal tilføjes, at Maison Familiale i dets marketing
hævder, at de er Frankrigs største konstruktør af
individuelle familiehuse - hvordan man kan være dette med den
behandling, firmaet giver deres kunder, er os en stor gåde."
Tilføjelse pr. 7. januar i år:
" hvor langt er man så nået med vort hus? Der er gjort
klar til at lægge tagkonstruktionen på plads. Det blev
lovet os tidligere, at dette arbejde ville blive udført i uge 49
2006. Når tagkonstruktionen er på plads, hævder man
fra firmaets side, at man har brug for 3½ - 4 mdr. til
færdiggørelse af huset. Man hævder også, at
der slet ingen problemer er med at få håndværkere til
de resterende arbejder, et postulat, der vanskeligt kan harmonere med
virkeligheden, idet en skotsk/irsk familie fik lagt tagkonstruktionen
på deres hus ult. august 2006 og blev lovet indflytning primo
december 2006, men indflytningsdatoen er nu skubbet til ultimo februar
eller primo marts 2007. Årsag ? Mangel på
håndværkere!!
Vi gør os ingen tanker om, hvornår vort hus kan
være indflytningsklart, dertil er vi blevet skuffet alt for mange
gange, men i løbet af 2007 sker det vel, - men med tanke
på, at deadline var 25. oktober 2006, må det også
siges at være noget af en overskridelse.
Vi ved ikke, om man fra foreningens side synes, at vore problemer er
noget, som andre medlemmer skal delagtiggøres i, men vi for vor
del kunne godt være blevet hjulpet, hvis én og anden havde
advaret os om, at det, man lover, selv om det står i en kontrakt,
ikke behøver at være det, man følger, ligesom man
skal gøre sig klart, at indgås der aftaler om udbetaling
af dagbøder, hvis huset ikke er færdigt til aftalt tid, er
disse dagbøder ganske givet indregnet i prisen, og man skal i
hvert fald sikre sig, at bøden ligger betydeligt over
standardstørrelsen, der er på 0,3 promille/dag.
Er der medlemmer, der påtænker at bygge hus i 2007 og
fremover, stiller vi gerne vor "ekspertise" til rådighed."
Grethe og Bjarne Thørner Andersen
Lejlighed udlejes
i sommerhalvåret. Lejligheden er vor vinterbolig og ligger i den
østlige udkant af Perpignan med 8 km til Middelhavet. Den er
på 120 kvm. og indeholder stor stue, køkken, 4
værelser, 2 badeværelser og 2 toiletter. endvidere 2
sydvendte terrasser - den ene med grill - med udsigt til
Pyrenæerne. Desuden stor garage. Parabol med bl.a. danske
TV-programmer. - Overnatningsmæssigt er lejligheden baseret
på 6 voksne, og den er ikke velegnet til mindre børn.
Ugeprisen incl. el, gas og vand er 400 euro i april, maj og september
og 500 euro i juni, juli og august.
Kontakt Grethe Lis og Gert Nielsen på tlf. 0468 622 442 eller
på mail
g-l.gm.nielsen@mail.tele.dk
med oplysning om navn, adresse, telefon, evt. e-mail, antal personer
samt ønskede ugenr. (skiftedag lørdag kl. 12.00).
|