Medlemsnyt nr. 2 - Marts 2006

Website
Det har sikkert undret nogle, at vort website ikke er helt up-to-date for så vidt angår udskiftning af info om næste arrangement etc. Forklaringen er den enkle, at vi er i en indkøringsfase, hvor ændringer (undtaget bl.a. medlemsdatabasen) foretages af vor webmaster. Da det er mod betaling, samler vi lidt sammen på opgaverne.

Som noget nyt kan foreningens medlemmer nu udskrive en ajourført version af hele medlemslisten. Gå ind på Medlemssiderne. Efter login aktiveres menupunktet Print medlemsliste i menuen foroven.

Ryan-Air
For billetter, der bestilles fra og med den 15. marts 06 gælder nye regler ang. bagage. Man må herefter medbringe 20 kg til indvejning og stadig 10 kg håndbagage. Man må IKKE medbringe fælleskuffert på over 20 kg for flere, der rejser sammen. Overvægt betales med 8 euro pr/kg. - For rejsende, der kun medbringer håndbagage, er det nu muligt at indtjekke på Internet i stedet for som nu, i lufthavnen. Hvis man ved bestilling af billet på Internettet er klar over, at man har over 20 kg bagage, kan man betale overvægt direkte, og her er prisen pr/kg 3.50 euro. (Oplysningerne er hentet fra L'Independant og NIMROS)

Karnevals-festen
måtte desværre aflyses på grund af manglende deltagelse. Foreningens næste arrangement er torsdag den 18. maj, hvor vi skal på en spændende udflugt i det sydlige.

Så kom den:
Bogen for alle danske med tilknytning til Frankrig, bogen, der besvarer hovedparten af de spørgsmål, der rejser sig i den franske hverdag. Sjældent har man set så mange relevante oplysninger samlet på ét sted, uden at det går ud over læseværdigheden. Klart og velformuleret gennemgår advokat Max Klinker emner som hushandel, lejebolig, husejerens hverdagsproblemer, sygesikring, forsikringsforhold, skattelovgivning, familie- og arveretsforhold, franske skoleforhold, det franske arbejdsmarked, den franske forfatning etc. etc Bogen, der bærer den beskedne titel "Jeg vil bo i Sydfrankrig", er på 200 sider og smukt illustreret af danskeren Dan Frøjlund Munter. Pris i boghandel Dkr. 295,-. Vi har imidlertid fået et særtilbud (her og nu) på euro 34 (Dkr. 250,-). Til vor generalforsamling medbringer Klinker, der i øvrigt er medlem af vor forening, en stak bøger, så husk venligst "lige penge" eller check, hvis man ønsker at købe bogen. De, der ikke deltager i generalforsamlingen, men ønsker at købe bogen, kan blot sende en check til Klinker på de 34 euro. Han har tilbudt - uden portoudgift for modtageren - at levere til vore medlemmer i DK og Frankrig. Adressen er: Avocat Max Klinker, 455 Promenade des Anglais, Imm "Air France", 06299 Nice Cedex 3.

Danmark
er nu ifølge Jyllands-Posten næstdyreste land at leve i i hele verden, medens Frankrig ligger på en 8. plads. Bladet Provence-Posten har i Aldi i henholdsvis Frankrig og Danmark indkøbt 21 dagligvarer og sammenlignet. Der var ikke meget forskel. Uden moms var den franske faktura ca. 1,50 euro højere end den danske, men da den franske fødevaremoms jo kun er 5,5 %, er slutresultatet en samlet pris i DK på 35,26 mod 31,88 i Frankrig.

Provence-Posten
er et flot og indholdsmæssigt spændende 28-siders blad i A4 format og flot udstyr. Bladet udgives af et dansk journalist-ægtepar og indeholder mange interessante oplysninger, som også vi herovre kan have glæde af. I hvert nr. er et par sider med nyheder, et par sider med præsentation af en by i området og et par sider brevkasse med en række eksperter som rådgivere.

Desuden Køb, Salg, Bytte-rubrik, mad og drikke etc. Bladet kommer 11 gange om året og koster i Frankrig blot 19 euro incl. porto og i DK 27 euro (199 Dkr.).
Tilmeld på: www.provenceposten.dk eller via e-mail: abonnement@provenceposten.dk (husk navn og adresse). Eller send en check til Harboell Communications, 2 rue du Terronier, F-83440 Callian, France.

Kirkenyt
vil fremover blive sendt direkte til de 12 familier, der har ønsket at modtage bladet.

La Clinique Saint-Pierre i Perpignan
På en rangliste over franske offentlige og private hospitaler, hhv. august 2005 og december 2005, udfærdiget af det franske magasin Le Point, kommer La Clinique Saint-Pierre i Perpignan ind på en 19. plads blandt de 50 bedste private hospitaler i Frankrig generelt set. Men hospitalet indtager en 3. plads (efter hospitalet Pasteur i Toulouse og hospitalet Jacques-Cartier i Massy, l'Esonne) når det gælder behandling af blodpropper i hjertet og operationer i forbindelse hermed. Doktor Gabriel Robert er hjertespecialist og koordinator for hjertecentret på Saint-Pierre, som blev oprettet for 10 år siden. Indenfor dette hjertecenter findes der en akut modtagelsesafdeling (POSU), som fungerer alle 24 timer i døgnet, udstyret med specialister til modtagelse af akutte patienter, som enten kan henvende sig selv i tilfælde af pludselig opståede smerter i brystet eller henvises af egen læge. Men det er også muligt, hvis man har drejet 15 for at få hjælp af SAMU, at bede om at blive kørt direkte til POSU på Saint-Pierre. (L'Independant, februar 2006)

Symptomer på Stroke (slagtilfælde)
Under en fest snublede en dame og faldt. Man hjalp hende op, og festlighederne fortsatte til ud på aftenen. Senere ringede hendes mand og fortalte, at hun var blevet kørt på sygehuset. Her døde hun nogle timer efter af en hjerneblødning. Læger siger, at alle kan lære at se, om der er risiko for, at der er tale om stroke. Det er blot at anvende 3 enkle tests: 1. bed personen om at le. 2) bed personen om at løfte begge arme på én gang. 3. bed personen sige en sammenhængende sætning. Er der problemer med en af disse 3 tests ring da straks 112 og beskriv symptomerne. (Nimros Nyt)

Radarinstallationer
på det franske vejnet. - I et forsøg på at reducere det høje antal af trafikofre og for at få folk til at overholde hastighedsgrænserne besluttede den franske regering i 2003 at tage radar i anvendelse for at nå dette mål på såvel motorveje som landeveje. I dag er der således opstillet 700 faste radarsystemer overalt i Frankrig, og dertil kommer 300 mobile. Planen er allerede i indeværende år at forøge disse tal til 1000 faste radarsystemer og 500 mobile. Alene i P.O. har man "flashet" 4.500 biler i januar 2006 !! De faste radarsystemer giver dog en advarsel i form af opsatte skilte om "contrôles automatiques". Myndighederne er meget tilfredse, idet antallet af trafikdræbte for første gang er kommet ned under 5.000 baseret på tal for sidste år. (L'Independant, januar 2006)

Golf
Søren Lauritsen, 9 Rue Pierre Basseres, 66606 Port Vendres, e-mail: slauritsen@wanadoo.fr er begyndt at spille på banen i St. Cyprien, men savner en partner?

Veteran-biler
eller motorcykler. Er der fastboende med slige interesser og som evt. behøver lidt hjælp eller bare en "hånd" i ny og næ, så kontakt venligst Kaj Bloch-Jensen, Bona Vista, 66300 Caixas, tlf. 0468 381816. "Er vi flere, kan der evt. arrangeres fællesture."

Se Medlemsnyt nr. 1 - Januar 2006 ved at klikke her.